Emils fødsel

Emils start på livet - om svangerskabsforgiftning

Da jeg blev gravid for tredje gang sagde jeg mit job op og ville nyde en helt stille og rolig graviditet, da jeg havde stresset mig igennem mine to første. Desværre blev min graviditet langtfra så behagelig som jeg havde håbet, da jeg endte med at få en seriøs omgang svangerskabsforgiftning og Emil blev født to måneder for tidligt og vejede kun 1400g.

Da jeg var 5 måneder henne begyndte jeg at få ondt i maven og bare have det generelt dårligt. Jeg blev testet af min læge, som mente jeg havde gentagne blærebetændelser og jeg fik penecillin over 3 gange. Jeg var meget træt og vidste der var noget som ikke var helt i orden. Desværre blev tingene ikke ordenligt tjekket, og først da jeg gik til en privat scanning, fandt vi ud af at Emil var 33% mindre end han skulle være i 6 måned. Maven var stor, så det kom som en overraskelse. Jeg fik af vide jeg skulle lægge mig ned, og så ville jeg komme til tjek på hospitalet en gang om ugen. Desværre voksede Emil sig ikke større og Herlev valgte, da jeg var i uge 32, at give mig binyrebarkhormon for at modne Emils lunger, hvis de skulle tage ham ud. Den aften fik jeg de ondeste smerter i maven og blev hentet i ambulance og kørt på Herlev, da jeg var gået i fødsel. Men, der skulle gå fire dage med mere og mere ondt i kroppen, til man fandt ud af at jeg havde en meget alvorlig svangerskabsforgiftning, og jeg skulle i akut kejsersnit. Emil blev taget ud, mens jeg var under fuld narkose og havde det efter omstændighederne godt, men desværre havde jeg udviklet HELLP-syndrom, hvilket gør, at mit blod ikke kunne størkne. De kunne simpelthen ikke standse mine blødninger, og Jeg endte med at miste 3,8 liter blod og på et tidspunkt havde de faktisk opgivet mig på operationsbordet. Til min redning kom der en læge som normalt er på kræftafdelingen og hun fik standset blødningen og jeg overlevede med nød og næppe. Jeg vågnede først rigtig op efter 4 dage på intensiv, og alt den tid havde min mand løbet mellem Emil på neonatal afdelingen og mig, og håbet vi begge klarede den.

Emil vejede kun 1400g da han blev født i uge 33 +2. Han var lille men kunne heldigvis selv trække vejret.

 

Jeg kan desværre ikke selv huske noget fra første gang jeg har Emil hos mig efter fire dage, hvor dette billede er taget. Det er næsten det værste, og jeg kan ikke holde ud at han skulle være uden sin mor de første fire dage af sit liv, men han måtte kæmpe sammen med min mand, som sang "Pjerrot sagde til Månen" 1000 gange om dagen ved hans side.

Emil og jeg var indlagt på Herlev neonatal afdeling 1 måned. Jeg var heldig, at de søde sygeplejersker havde puttet amme-maskine på mine bryster lige efter han blev født selvom jeg ikke var helt ved bevidsthed, og hver enkel lille dråbe der kom ud blev transporteret de fem etager op til ham og puttet i hans sonde uden jeg vidste det. Det gjorde at min amning kom i gang og han begyndte at amme efter to uger. Indtil da havde han fået donor ammemælk i sonde. Tak til de mødre der donerer deres modermælk.  

Emil havde desværre en slem omgang gulsot og skulle ligge i maskine i tre uger, men tog heldigvis hurtigt på og vi kunne komme hjem og fortsætte vores liv på min fødselsdag efter en måned på hospitalet.

Emil indhentede sine mål det første år. Han vil nok aldrig blive en sværvægtsbokser, men det er også fordi han ikke spiser særligt meget. Han har et dårligt søvnmønster og vågner mange gange i løbet af natten og har brug for mere tryghed og derfor sover han hos os, men ellers er han fuldstændig som andre drenge på hans alder. 

Jeg deler min historie, for at skabe mere opmærksomhed omkring svangerskabsforgiftning, som kan være farligt hvis det ikke bliver opdaget. Jeg blev ikke tjekket korrekt, da det normalt er noget man kun ser ved førstegangsfødende. Normalt har jeg et meget lavt blodtryk, og er slank, så de kunne ikke se det høje blodtryk eller den gevaldige vægtforøgelse jeg fik på meget kort tid. Da jeg var kommet til mig selv og mistet alt væsken efter svangerskabsforgiftningen var der næsten ingen på afdelingen der kunne kende mig :).

Så lyt til dig selv og mærk efter, og forlang at blive tilset, hvis du føler noget er som det ikke burde.

Tanker fra mig.

Symptomer på svangerskabsforgiftning

Ofte mærker den gravide ingenting. De symptomer, den gravide efterhånden kan få, knytter sig først og fremmest til det forhøjede blodtryk. Der kan komme gener med:

  • Almen utilpashed.
  • Hovedpine.
  • Flimren for øjnene og synsfeltdefekter.
  • I nogle situationer ses skummende urin på grund af det høje æggehvideindhold i urinen.
  • Der kan komme hævelse på grund af væskeansamling i kroppen (ødemer). Væske i kroppen sidder ofte i begyndelsen på fødderne, men karakteristisk for svangerskabsforgiftning er, at det senere sætter sig på hænder og i ansigtet. Væsken i kroppen kan engang imellem være svær at se, men der er tegn til, at man opbygger ødemer, hvis vægten stiger mere end 500 gram om ugen i gennemsnit.
  • Ved et sværere sygdomsforløb får man ubehag i form af trykken for brystet, åndenød og sugende smerter opadtil i maven (lidt ligesom ved mavesår).

Barnet bliver også påvirket af svangerskabsforgiftning. På grund af sammentrækning af blodkarrene hos moderen bliver blodforsyningen til moderkagen for lille, og typisk vil barnet derfor vokse mindre end normalt (man siger, at barnet bliver vækstretarderet). Maven vil være for lille, og barnet vil sparke mindre end normalt.

Årsager til svangerskabsforgiftning

Den i øjeblikket almindeligt accepterede teori bag sygdommen er:

1. At der i cellerne i moderkagen dannes en eller anden giftig substans, der fremkalder en irritation af alle de celler, der beklæder indersiden af alle moderens blodkar.

2. Denne irritationstilstand får blodkarrene til at trække sig sammen, hvorved moderen får forhøjet blodtryk.

3. Blodkarrene bliver desuden utætte, og derfor dannes der væskeansamlinger i vævene, og der siver æggehvidestof ud i urinen.

Kilde: https://www.apoteket.dk/Sygdomsleksiko